Madens Folkemøde flytter til Nykøbing Falster

Madens Folkemøde flytter til Nykøbing Falster

Efter fem succesrige år på Engestofte Gods, flytter Madens Folkemøde fra 2025 til Nykøbing Falster.

Madens Folkemøde er de sidste fem år blevet afholdt på Engestofte Gods på Lolland, som har været rammen om et smukt og succesfuldt folkemøde. Men for at kunne udvikle Madens Folkemøde og tiltrække flere madglade danskere, har bestyrelsen for folkemødet vurderet, at der er brug for større og anderledes rammer. Valget er faldet på Lolland-Falsters største by: Nykøbing Falster.

"Madens Folkemøde fortjener at vokse og blive en endnu større og vigtigere begivenhed for de mange danskere, der interesserer sig for mad og fødevarer. Engestofte Gods har været en unik og smuk ramme, men vi har erkendt, at folkemøder som vores bor bedst i en by, hvor flere kan være med”, siger Kasper Fogh Hansen, formand for bestyrelsen i Madens Folkemøde.

Han fortsætter:

"Vi er født på Lolland-Falster, Danmarks spisekammer, og vi er glade for, at vi sammen med Guldborgsund Kommune har fundet en ny ramme for Madens Folkemøde. Nykøbing Falster er en charmerende og historisk by ved vandet og omgivet af smuk natur. Her får vi mulighed for at udvikle programmet og aktiviteterne, samtidig med at det bliver nemmere for gæsterne at komme hertil takket være gode togforbindelser til resten af Sjælland og København", afslutter Kasper Fogh Hansen.

Dialogen om flytningen er nu i gang mellem Madens Folkemøde og Guldborgsund Kommune, og begge parter er enige om, at det vil være en gevinst for alle involverede.

Borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen, udtaler:

”Det er virkelig flot, at Madens Folkemøde har etableret sig med succes på ret få år, og jeg er glad for, at vi som kommune stadig kan være med på rejsen. Med deres store arbejde og fornemme engagement får de stille og roligt skubbet lidt til danskernes madvaner og banket på den nationalpolitiske dør, og det har jeg stor respekt for. Jeg er spændt på at se, hvad arrangørerne bag finder på i de kommende år, når folkemødet rykker til Nykøbing Falster”, siger Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune.

Nu går arbejdet med at udvikle og planlægge endnu en udgave af Madens Folkemøde i gang.

Sjette udgave af Madens Folkemøde foregår 15.–17. maj 2025 i Nykøbing Falster.

Fakta om Madens Folkemøde

  • Afholdes 15. maj – 17. maj 2024 i Nykøbing Falster. Det er sjette udgave af Madens Folkemøde.
  • 10.000 gæster besøgte Madens Folkemøde i 2024.
  • Danmarks vigtigste madbegivenhed med mere end 200 organisationer og virksomheder i programmet
  • Madens Folkemøde er blandt andet støttet af Guldborgsund Kommune, Visit Lolland-Falster og Region Sjælland.