Danmarks største madskole for børn og unge
Torsdag 30. maj 2024 inviterer vi børn og unge til Ungdommens Madmøde – et helt nyt tiltag under Madens Folkemøde.
Sammen med nogle af de bedste madfolk laver vi Danmarks største madskole, hvor børn og unge fra hele Norden får mad på skoleskemaet.
Vi skræddersyr et program til hver klasse fyldt med sjove, lærerige og udfordrende aktiviteter, der giver ekstra næring til elevernes maddannelse og sammenholdet i klassen.
Det er ganske gratis at deltage, men skolen står selv for transport frem og tilbage. Der er frist for tilmelding af skoleklasser 1. marts 2024.
Foruden madskolen består Ungdommens Madmøde også af et symposium om madens rolle i Nordens skoler.
På symposiet deler vi viden og skaber forståelse for hinandens metoder på tværs af Norden. Deltagerne er eksperter, skolelærere, forskere, politikere og institutioner, der er involveret i at fremme og skabe en sund og bæredygtig mad til børn.
Ungdommens Madmøde foregår torsdag 30. maj på Engestofte Gods på Lolland. Ungdommens Madmøde er støttet af Nordisk Råd.