Danmark blev hyldet på den internationale gastronomiske scene, da Sebastian Holberg Svendsgaard, Phillip Nilsen og resten af holdet sikrede en imponerende sølvmedalje ved Bocuse d’Or i Lyon – også kendt som de uofficielle verdensmesterskaber for kokke - i januar 2025.
Den næste store milepæl i Bocuse-historien finder sted på Madens Folkemøde 2025, hvor den næste danske deltager til Bocuse d’Or 2027 skal findes. Konkurrencen foregår fredag den 16. maj på Torvet i Nykøbing Falster, og dagen vil byde på en intens kulinarisk kamp med et stjernespækket dommerpanel.
De fire deltagere er:
- Christian Wellendorf, Babette
- Jens Vincent, Domæne
- Kristoffer Madsen, Molskroen
- René Trane, Broløkke Herregård
Samarbejde med stærke aktører
Udtagelseskonkurrencen afholdes i samarbejde med Bocuse d’Or Danmark med støtte fra Bent Brandt og Guldborgsund Kommune. Arrangementet er åbent for publikum, som får en unik mulighed for at opleve kokke i verdensklasse demonstrere deres håndværk og kreativitet.
“Det er en stor ære for os at lægge scene til en så prestigefyldt konkurrence. Madens Folkemøde handler om at samle aktører fra hele madsystemet, og med Bocuse d’Or-udtagelsen kan vi fremhæve både talent og gastronomisk udvikling,” siger Stine Lolk, direktør for Madens Folkemøde.
Praktisk info
Dato: Fredag den 16. maj 2025
Sted: Torvet, Nykøbing Falster
Adgang: Gratis for alle besøgende
Om Madens Folkemøde
Madens Folkemøde er samlingssted for samtalen om vores mad og madsystem. Vi samler beslutningstagere, forskere, producenter og borgere for at sætte fokus på de centrale spørgsmål om det, vi spiser. Madens Folkemøde finder sted 15.-17. maj 2025 i Nykøbing Falster.